Julemarked Top

På julemarked i Tyskland

Tyskland er altid en rejse værd, men specielt når de berømte julemarkeder tænder op under duftende "glühwein" og trykker på kontakten til millioner af glitrende julelys. Gamle torve omkranset af historiske bygninger omdannes til livlige markedspladser med hyggelige, flot pyntede juleboder med delikatesser og julegaveidéer. Spændende kunsthåndværk, hjemmelavet julepynt, stemningsfuld julemusik og lækkerier, der dufter og smager. Det er herligt at gå rundt og betragte det hele og nyde julestemningen, der breder sig i byens gader.

Find hotel i nærheden af julemarkederne

Jul i Hamburg

I den nordtyske metropol Hamburg sættes alle sejl til i tiden før jul. Der er masser af små og store hyggelige julemarkeder med julegaveidéer og lækkerier rundt om i byen. Det store, stemningsfulde historiske julemarked på Rådhuspladsen med masser af kunsthåndværk, julegodter og funklende julelys starter op den 24/11 med den flotte rådhusbygning som et fantastisk bagtæppe - Hamburg-Harburg Rathausplatz. Og hver eftermiddag kommer julemanden flyvende over pladsen med sin kane og rensdyr! Markedet er åbent dagligt mellem 11 og 21 og slutter 23/12.

  • Fleetweinachtsmarkt 24/11-23/12 2014 kl. 12-21 på Fleetinsel - med maritime toner.
  • ChristGrindelMarkt 24/11-31/12 2014 kl. 12-22
  • Gerhard-Hauptmannplatz - flere gader.
  • Jungfernstieg - masser af lys - ved vandet.

Julemarkeder i Berlin

Stort set hvert kvarter har sit eget julemarked i Berlin, og verdensbyen pynter op på gader og torve med et funklende lyshav og juletræer i festdragt. I butikkerne og shoppingcentrene er der julestemning for alle pengene og bugnende hylder med mærkevarer og julesager. Der er ufatteligt mange store og små julemarkeder at vælge mellem, men besøg bl.a. det nostalgiske julemarked ved Opernpalais (24/11-26/12) i Berlins historiske bymidte, hvor kunsthåndværkere fra hele landet tilbyder deres varer, og læg vejen omkring den smukke vinterverden på Potsdamer Platz (1/11 2014 - 4/1 2015), det hyggelige lille julemarked på Alexander Platz (26/11 - 26/12 2014), det kæmpestore Spandauer Weihnachtsmarkt (28/11-28/12) eller oplev julemagien på charmerende Gendarmenmarkt (24/11-29/12).

Se liste over de mange julemarkeder i Berlin her

Kiels store julemarked

100 pyntede juleboder, tusindvis af lys, duftende lækkerier og glade mennesker - det er, hvad i møder, når I besøger Kiels store julemarked og går tur i de smukt pyntede gader med masser af butikker og underholdning. (24/11-23/12 2014).

Jul i Schleswig

Mellem 7/12 og 12/12 lægger den gamle bydel i Schleswig med den flotte St. Petri Domkirke kulisser til byens store kendte julemarked med masser af kunsthåndværk i de smukt pyntede boder. Oplev julestemningen i byens gader og shop julegaver i stormagasiner og små butikker.

Julebyen Lübeck

Lübeck kalder sig for Nordens juleby, og byens julemarked er da også en oplevelse i særklasse. Mere end 200 stande med juletræspynt, legetøj og julegaver er der at kigge på, medens duften af brændte mandler og Glühwein lægger sig over den smukt pyntede plads med juletræer og julelys. (25/11-30/12).

Julemarked i Rostock

Julemarkedet stråler i festligt skær fra lysene på Neuer Markt i hjertet af Rostocks historiske indre by. Det store spørgsmål er her: kommer julemanden med slæde, med skib eller med sporvogn? De typiske og sande lækkerier er her røget pølse, røget fisk og de såkaldte Schmalzkuchen. Den rigtige magiske stemning indfinder sig ved eventyrslot-scenen ved opførelserne af eventyr hver lørdag og søndag. Her skæres også den kæmpestore Stollen-kage for ved den festlige åbning. Du vil møde gamle traditioner på den historiske markedsplads med et specielt program. Du kan promenere på „Nordische Meile“ og opleve julen som i den fejres i Skandinavien. Og den romantiske eventyrskov fører dig i tankerne tilbage til barndommen. (24/11-22/12)