Aktiv ferie med børn i Harzen

Mountainbiking, klatrepark, vandring og badeland. Ferien i Harzen bød ikke blot på masser af aktiviteter, men også på flotte naturoplevelser og masser af familiehygge.

En ferie helt i top i Harzen

Vores kollega Maja var for et par år siden med sin familie på ferie i Harzen, og denne ferie bød ikke blot på masser af aktiviteter, men også på flotte naturoplevelser og masser af familiehygge. Læs om familiens tur og få tips til hvordan du får en sjov og aktiv ferie.

Kør-selv-ferien starter

Bilen er pakket, børnene på hhv. 10 og 13 år er (næsten) vågnet, og der er frisk kaffe i to-go-kopperne. Afsted det går! Forældrene skiftes til at køre, børnene dimser med telefoner, de holder frokostpause omkring grænsen og om eftermiddagen er familien fremme ved destinationen i Sankt Andreasberg, Harzen, hvor de har lejet en feriebolig med panoramaudsigt over dalen - super fin beliggenhed.

Da de har pakket ud, går de ud og udforsker området. Der ligger en lille by, og der er gå- og cykelvenlige stier, som man kan komme rundt på. Der er et supermarked, hvor man kan handle, og familien spiser aftensmad på et hyggeligt pizzeria, ‘La Capri Restaurant’.

Rodelbane og udforskning af området

Efter en god nats søvn og morgenmad går familien hen til det alpine område i nærheden. Her er der en rodelbane - en slags bobslædebane, som man kan prøve mod betaling - det er sjovt, og børnene prøver flere gange - man tager op med skiliften og suser ned ad bakken.

I området kan man også leje downhill-mountainbikes og køre på forskellige ruter. Familien undersøger mulighederne og går derefter tilbage til hytten og spiser frokost. Over middag går de en tur til den nærliggende klatrepark og beslutter sig for at tage derhen næste dag og prøve banerne.

Klatrepark og vandretur

Dagen topper allerede fra morgenstunden, hvor familien kommer i højderne i klatreparken. Sikkerhedsudstyret er i orden med hjelme og karabinhager, så selvom det er lidt skræmmende, er de trygge. Alle giver den gas nogle timer, og de er også helt høje, da de går tilbage til hytten og spiser frokost.

Drengene trænger til en slapper over middag, men de voksne er fulde af energi, vejret er godt, og de begiver sig ud på en markeret vandrerute i omegnen - super flot tur på ca. 12 km med både bakker, skov og landsby.

Downhill-mountainbiking i højt solskin

I dag står den på mountainbiking, og det bliver en hæsblæsende dag! Familien lejer cykler ved udlejningsstedet ved liften i Sankt Andreasberg, og de får fullface-hjelme og masser af sikkerhedsudstyr. Drengene er helt vilde med idéen og op går det med liften og cykler til pisternes start på toppen af bjerget.
Man kan vælge mellem grønne, blå, røde og sorte pister som på ski - og der er superfine pumptracks, drops og meget mere. Familien starter med den grønne rute, og det er rigeligt med udfordring til Maja. Drengene er mere modige, men dette anlæg er for de mere hardcore, så de blå er også meget udfordrende selv for drengene - de røde og sorte kan familien kun betragte med ærefrygt.

Trætopvandring, svævebane og kabelbane i Bad Harzburg

Ahhh, sove længe - sikke dejligt og velfortjent ovenpå de hæsblæsende aktiviteter! Efter en sen morgenmad kørte familien til byen Bad Harzburg. Her købte de billetter til både kabelbane, svævebane og trætopvandring - og gik først op i trætoppene, hvor der var anlagt et tårn og gangbroen med flot udsigt. Ikke for dem med højdeskræk!
Herefter tog de kabelbanen til toppen af bjerget - og herfra slyngede svævebanen sig ned over bjerget - en super sjov aktivitet for hele familien.Vel nede på jorden igen var det blevet tid til en is, som blev nydt i solskinnet, inden de kørte tilbage til hytten.

Resten af eftermiddagen og aftenen gik med en lille løbetur, et bad og spisning på en restaurant i byen.

Badeland og løbetur på sort vandrerute

Dagen blev brugt på at køre en tur til et badeland i byen Bad Lauterberg. Her er der både indendørs vandrutsjebaner og udendørs bassiner - især børnene syntes, det var et hit.

Da de kom hjem fra badning, løb Maja en tur på en markeret sort vandrerute, ca. 11 km.

På toppen af Brocken og ned igen

Denne dag var det igen tidligt op og ud på tur med madpakker i tasken. Først kørte familien til den lille by Schirke, hvorfra man kan følge forskellige stier op til toppen af bjerget Brocken. De gik den smukke tur til toppen, hvorfra der er en fantastisk udsigt - men også en helt anderledes og kold temperatur end i bunden!

Derefter gik det ned igen, en lidt anden rute noget af vejen. I alt blev turen ca. 15 km, men med god variation i landskabet, så gik det godt, selv for de lidt sure pre-teens! Vel nede igen prøvede familien en sommerrodelbane og fik en is, inden de kørte retur til hytten, hvor de nød den sidste aften.

Hjemrejse

I dag var det bare at pakke bilen og af sted - turen hjem er aldrig så sjov som turen ud, men det gik godt, og med et stop ved den dansk-tyske grænse for at handle lidt billige godter med hjem, så gik det fint. Tak for denne gang, Harzen!

Rejseekspertens 5 tips til din aktive ferie

1. Pak praktisk til turen - husk tøj, du kan bevæge dig i og evt. cykeltights, hvis du skal cykle. Lag-på-lag er godt til forskelligt slags vejr.

2. Undersøg på forhånd, hvad du kan gøre i området og læg en form for plan. Så kan du følge den og nyde det mere.

3. Hvis du gerne vil være aktiv i din ferie, er sommeren i Nordtyskland, i bjergområder og i Norden perfekt - her er det ikke uudholdeligt varmt - du har bestemt ikke brug for 30 graders varme, hvis du vil være aktiv.

4. Forbered børnene på det, I skal og vælg ting, som du tror, dine børn kan få det sjovt med. Se på anbefalinger til alderstrin og niveauer - det skal helst være en succesoplevelse for alle.

5. Husk at variere oplevelserne og nyde det - og tage tid til afslapning også. Alle skal hygge sig og føle at man holder ferie, selvom man gør noget aktivt.

Du kan finde fine feriehuse i Sankt Andreasberg i Harzen her
Byg din rejse med Amelia, vores AI-rejseplanlægger