Søg og book rejse

search
Krakow
» Vores rejsemål » Polen » Malopolskie » Krakow

Krakow i Polen

KRAKOW - boheme-agtig, billig og af passende størrelse.

Krakow i Polen

Krakow er Polens populæreste rejsemål med en fantastisk blanding af gammelt og nyt, et utroligt udbud af madsteder, forlystelser og shopping. Vores hoteller ligger alle centralt, de fleste i hjertet af den gamle bydel eller i bohemekvarteret Kazimierz. Hvor du end bor, så har du det meste inden for bekvem spadsereafstand.

Den gamle by og Kaziemirz

Begynd med at indsnuse atmosfæren på den store plads i den gamle by. I et hjørne af torvet, som er et af Europas største middelaldertorve, ligger Mariabasilikaen fra 1200-tallet med byens bedste udsigt. Et stykke væk ligger Wavel-borgen, hvor de fleste af Polens konger blev kronet, bl.a. kong Sigismund, sønnesøn til Gustav Vasa. Fra borgen har du gåafstand til den jødiske bydel Kaziemirz, byens charmerende kunstnerområde med sine mange cafeer og pubber. Byen har 150 kirker, 41 museer, Europas næstældste universitet (Cooegium Maius) og mere end 30 gallerier med moderne polsk kunst.

Billig shopping og varieret udvalg

På den gamle bys plads ligger passagen Sukiennice med en overflod af sourvnirs. Byens smukkeste varehus ligger på samme torv, indgang i nr. 13. Fra dette kæmpemæssige torv udgår 11 gader, alle kantet med butikker med indenlandske og importerede varer. Vil du have et stort udvalg, skal du besøge supershoppingcentret Galeria Krakowska (270 butikker) og Galeria Kazimierz (160 butikker) – begge i gåafstand fra den gamle bydel. Markeder finder du på torvet Plac Nowy, loppemarked i Hala targowa søndag formiddag med alt mellem himmel og jord. Shoppingen er billig og varieret - sørg for at prutte om prisen på markederne.

Bohemiske caféer, kål, kød og vodka

Der er godt 400 madsteder, barer, pubber og caféer alene i den gamle by! Portionerne store og priserne lave. Mest polsk af alt er nok den kraftige suppe bigos, kogt på kål, kød, pølse og grøntsager. Godt med en bid frisk brød og koldt, polsk øl, Zywie. Piroggerne - store raviolis med fyld (grøntsager, kød eller kartofler og ost) kan være rigtig mættende og serveres næsten overalt. Polske pølser, røgede eller tørrede smager udmærket og er værd at prøve. Druer avles i landet, men vinen gør ingen glad. Sørg dog for at prøve de lokale vodkamærker Wyborowa og Zubrowka - serveres iskolde og snuppes i en slurk - noget af en nationalsport.

Pubber, jazzsteder, diskoteker og klassisk

Klassiske koncerter koster mellem 20 - 40 PLN. Billetter købes på turistkontoret på den gamle bydels torv. God jazz kan du høre på røgfyldte, store Harris i underjordiske hvælvinger med herlig atmosfære. Småt og trangt er der på Piano Rouge og i U Muniaka - som ligger i den gamle bydel. Clubs for yngre findes på Paradox, egentlig et diskotek, Lubu Dubu (70'er- og 80'er-musik) samt Kitsch – alle i samme bygning på Wielopole 15. Populære clubs er også Prozak, Faust og Cie?.

SEMBO KAN LIDE

Bagel stammer faktisk oprindeligt fra Krakow. Ingen steder smager de så godt som hos de mange gadesælgere. Billigt og godt, hvis blodsukkeret daler. Hedder obwarzanki på polsk.

Sælges fra blå gadestande, især i den gamle bydel.

Søndagsmarked med indenlandske tekstiler, second hand, antikviteter, parfume og en masse dejligt småstads. Åbent om formiddagen. Man prutter om prisen.

Plac Nowy i Kazimierz

Restaurant Klezmer Hois med hyggelig gammel indretning og kniplingsduge på bordene. Udsøgt husmandskost af jødisk/polsk tilsnit i herligt miljø. Levende musik nogle aftener om ugen (mod betaling). Bestil bord, tel.: 012-411 12 45.

Ul. Szeroka 6 i Kazimierz

Den charmerende café/pub Mleczarnia, et stenkast fra den berømte, men lidt for opreklamerede pub Alhemia. På Mleczarnia er der trangt, hyggeligt og boheme-agtigt i tre små rum med en bardisk. Lige over gaden er deres have med servering om sommeren.

Ul. Meiselsa i Kazimierz

Café Prowincja, populær blandt kunstnere, bohemer og studenter. Småt, trangt og hyggeligt med vakkelvorne træborde og stole. Nok byens bedste hot chocolate.

Ul. Bracka 3-5, en tværgade fra den gamle bydels torv

Pozegnanie z Afriky, café med kaffe fra alle verdenshjørner. Dejlig indretning med herlig kaffeduft. Her kan du også købe spændende kaffeblandinger med dig hjem.

Ul. Sw. Tomasza 21, den gamle bydel

Moliére, lille restaurant og teater i ét. Cabaret, hvor polakkerne gør grin med sig selv. Sjovt, selvkritisk og forståeligt om sommeren (der spilles det på engelsk).

Ul. Szewska, den gamle bydel