Rejseberetning: Roadtrip til Tyskland, Østrig, Kroatien og Prag

Familieferie med en kombination af aktiv ferie i de østrigske alper, badeferie i Kroatien og storbyoplevelser i Prag.

Ferie er lig med frihed, oplevelser og sjove aktiviteter. I hvert fald for vores kollega Maja og hendes families vedkommende. Og ferien må gerne være kombineret med godt vejr, solskin og mulighed for at bade og snorkle. Derfor planlagde de sidste sommer at tage på en kør-selv-ferie, hvor de kombinerede det bedste fra flere lande.
De startede med at køre via Tyskland til de østrigske alper, derfra til Istrien i Kroatien, og på hjemrejsen via Prag i Tjekkiet. På den måde fik de set hele 3 lande, som de ikke tidligere havde besøgt, og de fik en masse forskellige oplevelser med hjem i bagagen. Hvad mere kan man ønske sig?

I bil fra Aalborg til Peine nær Hannover i Tyskland

Bilen er pakket, kaffen er klar i kopperne og de søvnige teenagedrenge er læsset ind. Familien er klar til første etape på ferien, og i dag går turen de knap 700 km til en lille by i Tyskland, som ligger lidt vest for Hannover.
Turen går forholdsvist gnidningsfrit, drengene sover meget af tiden, og de når frem til deres hotel en meget varm eftermiddag. Efter lidt afslapning går de en tur ned i den lille by og finder et hyggeligt sted på torvet, hvor aftensmaden bliver indtaget. 

Videre til Saalbach-Hinterglemm i de østrigske alper

Efter morgenmad på hotellet går turen videre til Østrig. Vildt imponerende at se de første alper, der tårner sig op, da de nærmer sig Østrig, en utroligt flot udsigt, selv om de stadig bare befinder sig på motorvejen! Og det bliver bare flottere og flottere, jo nærmere, de kommer på mål.
De ankommer sidst på eftermiddagen til deres hotel i Hinterglemm efter en køretur på godt 800 km. Her er en fin afslappet, men stadig aktiv stemning - folk går eller cykler rundt med deres mountainbikes eller vandreudstyr.
De tjekker ind på ‘Hotel Glücksschmiede’, som er helt fantastisk med super stemning, flotte nyrenoverede værelser og en lækker spa- og poolafdeling i kælderen, som man kan bruge kvit og frit. Ved indcheckning får de udleveret et såkaldt ‘Joker Card’, og med dette kort i hånden kan de komme gratis med alle lifter op på bjergtoppene.

Vandring og mountainbiking i de østrigske alper

Efter en god nats søvn står den på bjergvandring. Familien spiser først lækker morgenmad på hotellet, og derefter tager de en lift op til toppen af det nærmeste bjerg. Her er en helt fantastisk udsigt! Vejret er godt og varmt, men der ligger alligevel lidt sne på toppen, som de er henne og vandre lidt på. Herefter går turen ned til dalen via fine vandrestier med et lille pitstop på en bar på vejen. Om eftermiddagen bader de i poolen, går en lille tur mere og nyder en øl på en bar i byen.
Dagen efter skal familien opleve bjergene fra cykelsadlen. De lejer mountainbikes og dertilhørende udstyr i en butik tæt ved hotellet, og derefter cykler de til Saalbach, hvor der er et område, man kan cykle i ved foden af bjerget samt en del forskellige tracks ned fra bjerget. man kan tage cyklen med op i liften og cykle ned.
Maja starter med at cykle rundt på stierne ved foden af bjerget, mens drengene tager liften op med cyklerne, hvor de prøver kræfter med de spændende nedfarter - det er ret hardcore, og flere steder er det krævende, selv om det er de letteste af tracksene, de kører på - Maja er mindre rutineret, så hun holder sig til stierne i dalen - men er lige en tur oppe med liften for at nyde udsigten fra toppen - det er magisk!
Efter en god dag på cyklerne står den på afslapning, spa og pizza på en restaurant i byen, inden der pakkes sammen, så de er klar til at køre videre mod Kroatien dagen efter.

Sol, strand og snorkling i Kroatien

Turen fortsætter til Kroatien til en uges ophold ved havet med varme og krystalklart vand. Familien kører de godt 500 km og ankommer først på eftermiddagen til destinationen, som er et mobile home i anden række fra havet på luksus-campingpladsen Arena Grand Kažela i Medulin i Istrien. Deres mobile home er større og nyere end forventet og ligger helt perfekt ved poolen og tæt på havet med egen helt private terrasse.
Familien har booket en hel uge i Kroatiens dejlige varme klima. For de voksnes vedkommende starter de fleste morgener med en 5 km løbetur langs stranden, hvor der er en fin sti/promenade, som går ind til den lille by Medulin. Efter løbeturen står den på en dejlig dukkert i havet, og så er de klar til morgenkaffe på terrassen - helt fantastisk. Drengene sover for det meste længe og vågner først op ad formiddagen, når de bliver vækket med udsigt til morgenmad.
Derudover går dagene med badning og snorkling i havet og i poolen, gåture ind til byen og afslapning på terrassen med en bog. Der er masser af forskellige aktiviteter for både børn og voksne på campingpladsen, hvis man havde lyst til det. En af dagene lejede familien en vandcykel, og sejlede ud på havet, hvor de svømmede og dykkede fra båden - super lækkert.
Midt på ugen besøgte de Istriens største by Pula, hvor de bl.a. så amfiteatret. De gik rundt i byen og kiggede på butikker og spiste frokost på en restaurant.
En dag tog familien på en bådtur til nogle af de små øer i nærheden. På turen var der indlagt et stop ved en grotte, som man kunne svømme ind i og snorkle ved. Der var en masse fisk at kigge på. Næste stop var en ø med en sandstrand, hvor de kunne sole og bade og hygge.

Storbyoplevelser i Prag

Efter en dejlig uge i Kroatien kørte familien nordpå mod Prag. De havde booket et hotel, som lå godt i forhold til parkeringsforhold lidt i udkanten af byen, men hvor de kunne komme til centrum med undergrundsbanen. De ankom sent på eftermiddagen efter en lang tur på godt 900 km. De spiste aftensmad på en meget lokal restaurant.
Dagen efter tog familien på sightseeing i Prag. De startede med at tage undergrundsbanen ca. 200 m fra hotellet ind til centrum. Prag er en fantastisk by med masser af gode shoppingmuligheder og seværdigheder. De startede med at gå op til St Vitus domkirke og Prag Slot (Pražský hrad), hvorfra udsigten over byen var storslået. Herefter gik de over Karlsbroen og ned i den meget charmerende bymidte.
Da klokken var næsten middag, besluttede de sig for, at det da ikke var for tidligt at nyde en øl i en biergarten, og de fandt det hyggelige sted, U Fleků, hvor de fik en øl og en sodavand i solen. De så også det astronomiske ur - og så så de en masse forskellige skobutikker med sneakers, hvor drengene insisterede på at skulle ind...
Om aftenen spiste familien på en hyggelig italiensk restaurant med lækker mad.
Dagen efter kørte de den lange tur hjem til Aalborg, et stræk på knap 1100 km - det var lige i overkanten af, hvad de havde lyst til at køre, men det gik nu meget godt, trafikken var nogenlunde.
Alt i alt en helt fantastisk ferie med masser af oplevelser, aktiviteter, badning, sol, nye lande og forskellige indtryk - lige en ferie, som familien her sætter pris på!
Tips: Bliv en ekstra nat og se noget mere af Prag. Man kunne f.eks. opleve KZ lejren Theresienstadt, hvilket kunne have været en spændende, om end dyster oplevelse.
Byg din rejse med Amelia, vores AI-rejseplanlægger